Der optræder også tv-apparater, biler, busser - og på et vist tidspunkt endda en campingvogn - i bogen. Og jeg havde egentlig tænkt mig at der også skulle være en scene, hvor en eller anden sender en fax, men desværre er det ikke lykkedes mig at få den passet ind. Måske næste gang. Da uvaner imidlertid er svære at komme til livs, indeholder City også to temmelig store kvarterer, der er rykket lidt tilbage i tiden. En historie om boksning og en western. Det med western'en var en idé jeg havde tumlet med længe. Jeg havde i årevis spurgt mig selv, om det kunne lade sig gøre at skrive en western, det vil sige lave en bog over en westernhistorie og ikke en film. Igen og igen havde jeg grublet over, hvordan fanden man skulle bære sig ad med at skrive det store skyderi til sidst. Skrive det ordentligt mener jeg, så du virkelig føler det på din krop, og sluger det i én mundfuld. På et eller andet tidspunkt måtte jeg prøve, sagde jeg til mig selv. Det har jeg så gjort, og jeg har virkelig moret mig med det. Hvis ikke jeg havde været nødt til at skrive Sete, tror jeg aldrig jeg ville skrive andet end western fra nu af. Hvad boksehistorien angår, så er det en fantastisk verden, boksesportens, simpelthen skøn. Skriver du, kan du ikke betragte den uden at få en rasende lyst til at prøve at skrive hvad du ser. Du kan fortælle dig selv så meget du vil, at det har Jack London allerede gjort. Før eller siden falder du for fristelsen. Hellere før end siden, sagde jeg til mig selv. Og også den historie har det været mægtig sjovt at skrive. Et kæmpe besvær, men er du gal en karruseltur for fantasien. Der er én ting til, jeg gerne vil sige. Eftersom en af personerne (drengen Gould) går på universitetet, optræder der her og der i bogen nogle professorer som, med en vis logik, holder forelæsninger. En af disse lærde herrer hedder Mondrian Kilroy. Det er den af dem, jeg bedst kan lide. Ham der på et tidspunkt giver sig til at skrive en afhandling og som emne vælger: den intellektuelle ærlighed. Det er faktisk noget jeg tit spekulerer på. Hvad at være ærlig vil sige for en intellektuel. Det er en kompliceret sag. Som det aldrig er lykkedes mig at forstå ret meget af. Men så meget ved jeg i hvert fald, at denne ærlighed er det springende punkt: det der afgør i hvor høj grad vi er til at brække os over, eller omvendt er i stand til at være de pæne mennesker, vi gerne vil være. Derfor har jeg ladet prof. Mondrian Kilroy skrive den afhandling, hvad han forekom mig tiltrækkeligt naiv og renhjertet til at gøre. Man kan få det indtryk, når man læser den, at det er en kritik af andres laster, men det er ikke kun det: det er også en kritik af mig selv, en måde at se mig i spejlet på. Det er ikke fordi det er nogen skønhedsåbenbaring, man ser derinde. Men lukke øjnene, synes jeg ikke jeg vil. Derfor har jeg skrevet de sider og senere valgt at lade være at slette dem igen.

                              3                              

Prof. Mondrian Kilroy har tilføjet en kort note nedenunder sin afhandling. Nemlig: "I et andet liv vil vi være ærlige. Være i stand til at tie." Evnen til at kunne tie stille - jeg har endnu ikke helt forstået på hvilken måde - har faktisk en del med ærlighed at gøre for folk med en profession som min. Evnen til at kunne til at tie stille og måske endda glimre ved sit fravær. Så hvis I en dag skulle falde over disse sider, vil I måske forstå, hvorfor jeg har skrevet alt, hvad jeg har at sige om City, her, og fra nu af vil forholde mig tavs. Allerede i forbindelse med mine andre bøger har jeg altid følt det lettere uærligt (og uredeligt) at stå frem og tale offentligt om, hvad jeg har skrevet. Hvad City angår, kan jeg simpelthen ikke gøre det. Prof. Mondrian Kilroy ville aldrig tilgive mig det. Så derfor bliver der ingen interview, præsentationer eller debatter denne gang. Kun disse linjer lagt ud på dette sted som næsten ikke eksisterer - og tilegnet hvem der måtte finde dem. Med hensyn til at gøre mig totalt usynlig, så er jeg, som jeg har måttet forklare prof. Mondrian Kilroy, ikke ærlig og redelig - eller stærk - nok til at gøre det. Beklager. Måske en anden gang.
A.B.

                              4